Sådan får du mest ud af din fjernvarme

Fjernvarme er en energieffektiv form for varme og belaster miljøet meget mindre end individuel opvarmning. Derfor er der store miljømæssige fordele ved at skifte til fjernvarme for både huse og lejligheder.

Selvom fjernvarme er en kollektiv varmeform, har du flere muligheder for at påvirke dit forbrug.
 

8 gode råd, der skruer ned for varmeregningen

  • Luk for sommerventilen, når det bliver varmere
  • Brug alle radiatorer i samme rum – og indstil dem ens.
  • Luk døren mellem rum med forskellig temperatur. Hvis døren alligevel altid står åben mellem rummene skal termostaterne i begge rum stå ens.
  • Tjek om alle radiatorerne er varme i toppen og kolde i bunden. Så er systemet indstillet korrekt. Hvis de er varme i bunden, kan det være tid til servicetjek.
  • Dæk aldrig din radiator med tøj, gardiner eller lignende. Heller ikke termostaten.
  • Luft ud i 5-6 minutter dagligt, men husk at slukke for radiatorerne imens. Tør, frisk luft er billigere at varme op.
  • Få dit varmeanlæg tjekket igennem.


Sådan udnytter du fjernvarmen bedst
Indikatoren for om du udnytter varmen godt, kaldes afkøling og handler om temperaturen på dit returvand. Afkøling er forskellen på fjernvarmevandets temperatur, når det kommer ind i din bolig, og når det bliver sendt retur til varmeværket igen. Hvis returtemperaturen er lav, har du udnyttet varmen godt. Jo bedre du udnytter varmen, jo mindre vand skal vi varme op og sende igennem fjernvarmerørene. På den måde sparer vi energi sammen.

 

Tjek temperaturen på din fjernvarme med måler eller e-Forsyning
Du kan selv tjekke din fremløbstemperatur og returtemperatur – Det er lettes at følge forbruget og returtemperaturen med appen e-Forsyning. Med appen kan du også se tidligere års forbrug samt alle dine tidligere regninger og meget mere. Du kan også Logge ind på ”Min side” på forsiden af hjemmesiden.

Du kan også bare trykke på varmemålerens sorte trykknap. Her kan du se dit samlede forbrug, samlede flow, dit aktuelle forbrug og flow. Men du kan også se den aktuelle frem-og returløbstemperatur (HT og CT). Det vil dog altid være bedst at se det via e-Forsyning da du her kan se over en længere periode.
 

Tilpas temperaturen i rummene
Der er penge at spare ved selv mindre temperaturændringer i rummene i din bolig. Du kan spare op til 5 % på din varmeforbrug for hver grad, du skruer ned.

Hvor varmt der skal være, er op til dig – men det er en god idé at have et stuetermometer, så du kan holde øje med temperaturen.

Du kan sagtens have det koldere i enkelte rum, fx soveværelse og bryggers – husk bare at lukke dørene imellem rum med forskellig temperatur, så radiatorerne ikke kommer på overarbejde.


Tjek temperaturen på dit varme vand
Ved at indstille temperaturen korrekt kan du både spare penge og minimere kalk på overflader. Det varme vand i huset bør ikke være mere end 50⁰C varmt – du kan tjekke det ved at lade det varme vand løbe lidt, og måle det med et stegetermometer.
 

Gardiner og persienner giver også isolering
Sørg for at lukke dine vinduer helt, og træk evt. gardiner og persienner for om natten – de holder også på varmen. Men træk gardiner og persienner fra om morgenen, så solens varme kan fungere som et gratis boost til temperaturen i din bolig. 
 

Vær ekstra opmærksom, hvis du har gulvvarme
At regulere varmen går som regel relativt hurtigt, men har du gulvvarme, kan der gå op til et halvt døgn, inden temperaturen regulerer sig. Så vær lidt tålmodig, og lad termostaten blive på indstillingen, når du har fundet frem til den rette temperatur.

Har du store tæpper, kan du også overveje, om du skal skifte til mindre tæpper i rum med gulvvarme. Tæpper virker nemlig isolerende ned mod gulvet, så varmen har sværere ved at fordele sig ud i rummet.